Skulderklap af Chris Macdonald

I går var jeg ude at løbe broløb. Da vi stod og ventede sammen med de andre 12.000 deltagere, kom en helikopter flyvende henover os. Jeg ved ikke hvilken del af den menneskelig hjerne, det er som beordrer os til at vinke når dette sker. Med ét begyndte samtlige deltagere og vinke til helikopteren, som om det var en de kendte.
Jeg kan selvfølgelig heller ikke udelukke at de 12.000 er venner med ham der ejer helikopteren. I virkeligheden giver det meget god mening. Hvem vil ikke være ven med en der har en helikopter?

Mand med helikopter:" Hey, vil du med ud og købe ind til aftensmad? Vi skal have forloren hare!"
Kvinde uden helikopter:" Nej, jeg magter ikke at cykle nogle steder.."
Mand med helikopter:"(blink blink)"

Jeg lod også mærke til at der var mange flere ældre mænd, end der var folk på min egen alder. Det er lidt underligt siden at end mand på 20 år teoretisk vil have lettere ved at klare et halvmaraton end en mand på 50.
Jeg tror det skyldes, at når man er ung så føler man ikke noget pres til at skulle bevise noget. Man har alverdens muligheder.
Men når man bliver ældre bliver de muligheder begrænset, og man føler nu at man skal have bevist noget, inden det er alt for sent.
Det kan selvfølgelig også bare være at alle unge er for dovne, og hellere vil sidde og spise Big Macs og se Twilight. Hvorfor pokker gjorde jeg egentlig ikke bare det? I love you Jacob!

Det er virkelig fristende at kommentere formen på Chris Macdonalds shorts, men jeg gør det ikke! I stedet vil jeg henlede jeres opmærksomhed til manden nede i højre hjørne som aer sin kind med et regnslag.. Så har man virkelig brug for omsorg!